Spring til indhold

Nytænkning i hjælpen til de syriske flygtninge i nærområderne giver resultater

13.06.2018  18:17

En ny evaluering af det regionale udviklings- og beskyttelsesprogram i Mellemøsten (RDPP) viser, at arbejdet med at komme de syriske flygtninge i nabolandene Jordan, Libanon og Nordirak til undsætning er som at skyde efter et mål, der konstant bevæger sig. Alligevel er det lykkedes Danmark i et samarbejde med seks andre donorlande og EU at få flere pletskud med et meget effektiv program, der har skabt en række gode resultater.

RDPP forsøger at forene nødhjælp med mere langsigtede udviklingsindsatser, en kobling der anses for nødvendig, fordi den syriske flygtningekrise indtil videre har varet over seks år. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at sørge for, at flygtningene har tag over hovedet og får mad og beskyttelse mod overgreb. Der skal også være adgang til uddannelse – og så vidt muligt arbejde, så flygtninge kan få en så normal hverdag som muligt i nærområderne. Og denne kobling har RDPP haft succes med, ifølge evalueringen.

RDPP er et regionalt program, der støttes af seks andre donorer ud over Danmark og EU med et samlet budget på ca. 312 millioner kroner, hvoraf Danmark er den største bidragyder. Programmet blev iværksat i 2014 og koncentrerer sin indsats på fire komponenter: beskyttelse, styrkede levevilkår, forskning og fortalervirksomhed. Programmet implementeres i Jordan, Libanon og Nordirak igennem en række partnere, der driver projekter i disse tre lande.

Evalueringen beskriver resultaterne på projektniveau som ”imponerende”, og det skyldes især den omhyggelige udvælgelse af partnere, den tætte opfølgning, RDPPs forudseenhed og partnernes ejerskab - altså stor tillid fra RDPP til de NGOer, der implementerer projekterne.

Evalueringen betegner forsøget på at etablere et tæt samarbejde mellem de syv donorer og EU som ”ambitiøst og komplekst” og som et ”laboratorium” for nye måder at arbejde med humanitær bistand og udvikling på.

Evalueringsrapporten fastslår, at RDPP-modellen har ”påvist” værdien af en multi-donor tilgang og potentialet ved at samarbejde. Evalueringen roser også RDPP for ”fleksibilitet, vedvarende opfølgning, lavt omkostningsniveau og gennemsigtighed.”

Rapporten konstaterer dog samtidig, at det tre år inde i programmet er for tidligt at fælde dom over RDPPs succes med at sikre såkaldte varige løsninger for de mange syriske flygtninge i nabolandene. Varige løsninger møder forskellige former for politisk modstand, men ifølge evalueringen arbejder Danmark og de andre donorer i RDPP målrettet med til at fastholde behovet for varige løsninger på dagsordenen.

Evalueringsrapporten er udarbejdet af Tana Copenhagen ApS og kan downloades på www.evaluering.um.dk

For yderligere oplysninger om evalueringen kontakt:
Marianne Vestergaard, Udenrigsministeriets Evalueringskontor, på 3392 0030 eller marves@um.dk.