Spring til indhold

Udenrigspolitik

FAE er i de senere år blevet en stadig mere aktiv og indflydelsesrig aktør på den internationale scene. Det hænger sammen med, at landet har Mellemøstens næststørste økonomi, høj økonomisk vækst og høj levestandard.

FAEs respekterede udenrigsminister Sheikh Abdullah er medlem af den arabiske kvartet, der spiller en central rolle i forbindelse med den mellemøstlige fredsproces. Som det eneste arabiske land har FAE også tropper i Afghanistan. Og det er aktivt involveret i bestræbelserne på at stabilisere den dybt problematiske situation i Yemen.

Det er ikke overraskende, at et udsat og rigt land, der ligger i et af verdens mest ustabile områder, fører en ganske aktivistisk og proaktiv udenrigspolitik.

FAEs udenrigspolitiske rolle er blevet yderligere styrket i at takt med at traditionelle arabiske hovedaktører - eksempelvis Egypten - efter det arabiske forår forståeligt nok er blevet meget mere indadvendte og primært fokuserer på egen overlevelse.

FAE forfølger en pragmatisk og velovervejet udenrigspolitiks linje, præget af moderation og ansvarsbevidsthed. Men for at tækkes den folkelige opinion i landet giver regeringen undertiden offentligt udtryk for holdninger, som ikke stemmer helt overens med dens reelle politik. Eksempelvis afspejler offentlige udtalelser om Iran ikke den dybe bekymring, der eksisterer vedr. Irans adfærd, f.eks. på det nukleare område. Golfstaternes regeringer betragter Iran som en større sikkerhedspolitisk trussel end Israel, men det ville regeringerne – på grund af offentlighedens anti-israelske holdninger - aldrig kunne/turde sige offentligt.

FAEs udenrigspolitik er generelt provestlig. Landet har nære forbindelser til både USA, UK og Frankrig. FAEs positive relationer til Vesten er senest blevet bekræftet gennem indgåelsen af en aftale med USA, Frankrig og Storbritannien om udviklingen af nuklear teknologi til civilt formål. Frygten for et nukleart Iran vil formentligt styrke FAEs forsvarsmæssige bånd til de vestlige hovedaktører.

Som det første ”ikke-atlantiske land” fik UAE i 2011 en formel tilknytning til NATO.  FAE har nu en NATO ambassadør og en NATO-mission.

Forholdet til de nye asiatiske aktører, der er kommet styrket ud af den internationale økonomiske krise, er under hastig udvikling. Det gælder eksempelvis Kina, Indien, og Sydkorea. Disse lande har alle i de senere år markant opprioriteret deres forhold til FAE. De har brug for sikre og pålidelige olieleverandører – ikke mindst nu hvor der er mulighed for, at importen fra Iran vil blive standset. De lægger også vægt på, at FAE efterhånden har udviklet sig til Mellemøstens stabile kommercielle centrum. Indtil videre dominerer den kommercielle og økonomiske dagsorden, men på sigt vil også den politiske og sikkerhedspolitiske dimension blive opprioriteret.

Det tætte samarbejde med USA har ikke afholdt FAE fra at kritisere USA’s mellemøstpolitik. Washington beskyldes for at føre en alt for pro-israelsk politik, og der har været betydelig skepsis over for invasionen af Irak. Samarbejdet med de øvrige golflande prioriteres ganske højt og er formaliseret i GCC (Gulf Cooperation Council bestående af Saudi Arabien, FAE, Kuwait, Qatar, Oman og Bahrain). FAE har været medlem af GCC siden dets etablering i 1981.

FAE meddelte dog i maj 2009, at det i lighed med Oman ikke ønskede at deltage i et monetært samarbejde mellem GCC-landene. En fælles forsvarspagt indgår i GCC-samarbejdet, men det militære samarbejde har udviklet sig ganske langsomt. FAE har været noget skeptisk over for Omans forslag om at udvide den fælles GCC styrke til 100.000 mand; man frygter, at Saudi Arabien vil blive alt for dominerende.

FAE og Saudi Arabien er stadig uenige om grænsedragningerne i visse dele af de sydlige ørkenområder, hvor der er en del oliereserver. Men ingen af parterne ønsker at disse spørgsmål udvikler sig til en alvorlig belastning af det bilaterale forhold.

FAEs relationer til Iran er ganske komplekse, på én gang præget af dyb skepsis og af pragmatisk samarbejde. Det iranske regimes sikkerhedspolitiske linje og dets indblanding i Golfstaterne indre forhold skaber dyb bekymring i FAE. Samtidig trækker de nære kommercielle forbindelser mellem landene i retning en vis afdæmpet pragmatisme på begge sider. 

Siden 1971 har territoriale uoverensstemmelser vedrørende tre små øer i Golfen i perioder medført betydelige spændinger mellem FAE og Iran. Iran besatte to af øerne, Store og Lille Tunb i 1971 og overtog - i strid med en bilateral aftale - kontrollen med den tredje, Abu Mousa, i 1992. UAE har – hidtil forgæves - konsekvent krævet, at Iran indgår i bilaterale forhandlinger eller overlader afgørelsen til FN’s Internationale domstol i Haag.

De andre GCC-lande har støttet denne linje. Selvom FAE er stærkt optaget af dette spørgsmål er risikoen for, at det udvikler sig til en egentlig konflikt begrænset. Ingen af parterne har nogen interesse i at starte en konflikt i et område, der er så sikkerhedspolitisk labilt.

FAE holder ligesom de øvrige GCC-lande et vågent øje med Irans nukleare ambitioner, som man ser på med dyb bekymring. UAE frygter, at et nukleart Iran vil agere mere aggressivt med yderligere regional destabilisering til følge.
 
Forholdet til EU er godt. Frankrig har fået tilladelse til at åbne en militærbase i maj 2009 i UAE, hvilket er Frankrigs første militærbase ved den olierige Golf siden kolonitiden. 500 franske tropper er stationeret på basen, som ligger på sydkysten af det strategisk vigtige Hormuz-strædes sydlige kyst, lige over for Iran. Åbningen af basen er et klart signal til Iran om, at FAE ikke vil lade sig intimidere af Teheran.