Spring til indhold

Brev til alle danskere i FAE 30. marts 2020

Kære dansker i de Forenede Arabiske Emirater

Jeg skriver til dig i lyset af den svære situation, vi alle står over for i denne tid.

I de sidste par uger har Ambassaden og Generalkonsulatet arbejdet på højtryk for at håndtere krisen og bistå danskere med råd og dåd. Det gjaldt fx de danskere, som var blevet fanget i transit i lufthavnen i Dubai, da den pludselig lukkede. Generalkonsulatet har haft forlænget åbningstid og har forsøgt at besvare de ekstraordinært mange konsulære henvendelser så hurtigt og præcist som muligt. Vi har også prioriteret kommunikationen til jer meget højt. Ved at svare på mails, gennem opslag på vores hjemmeside og de sociale medier. Jeg har desuden afholdt fire live-streams på Facebook for danskere i henholdsvis FAE og Qatar.

Krisen går nu ind i en ny fase. FAE har ligesom Danmark strammet voldsomt op. Der er indført skrappe restriktioner med karantænebestemmelser, udgangsforbud m.v. Skoler, restauranter og storcentre er blevet lukket, ligesom ruteflyvninger er indstillet og lufthavne lukket ned. Indrejse er i dag forbeholdt FAE’s egne statsborgere.

For alle jer, som bor eller opholder jer i FAE lige nu, er det utroligt vigtigt, at I følger godt med i og overholder de anvisninger og regler, som regeringen indfører. Vi har set vidtrækkende regler blive indført fra den ene dag til den anden, og der er nu mange regler, som man kan blive straffet hårdt for at overtræde. Det gælder ikke mindst det særlige udgangsforbud i disse dage mellem 20:00 og 06:00, hvor du skal have tilladelse til at forlade dit hjem. Du kan finde reglerne på ambassadens hjemmeside, hvis du ikke kender dem allerede.

Da den danske regering den 13. marts første gang opfordrede alle danske rejsende til at vende hjem, var der over 300.000 danskere i udlandet. I mellemtiden er titusinder vendt tilbage. Langt de fleste ved egen hjælp, men også nogle tusinder med Udenrigsministeriets hjælp. I dag er der registreret 60.000 danskere i udlandet, hvoraf 25.000 er fastboende. For FAE har Udenrigs-ministeriet registreret ca. 850 fastboende og knapt 300 rejsende.

Vi ved, at der er flere danskere derude. Og vi ved, at mange stadig er registrerede, selv om de er vendt hjem. Jeg vil derfor opfordre til, at I alle til- og afmelder jer Udenrigsministeriets dansker-liste. Det er en stor hjælp for os, og du kan gøre det hurtigt og nemt på Danskerlisten.

De fleste, som har ønsket at vende hjem fra FAE, er heldigvis allerede tilbage i Danmark. For resten af jer vil ambassaden sørge for at annoncere de europæiske særfly, som måtte have ekstra plads til danske rejsende. Hvis I vil hjem inden for overskuelig tid, så følg godt med på vores hjemmeside. Overskydende billetter til andre landes særfly bliver hurtigt revet væk. I skal vide, at der ikke er planer om noget dansk særfly til FAE i øjeblikket. Og at det langt fra er sikkert, at det sker.

Har I et visum, der er ved at udløbe, er det meget vigtigt, at I henvender jer til myndighederne for en forlængelse i god tid, før det udløber. FAE’s regering har sagt, at den er villig til at give forlængelser, hvis man ikke kan rejse hjem. Men det er vigtigt, at man altid har et gyldigt visum, ellers kan det få alvorlige konsekvenser.

Jeg ved kun alt for godt, at der er herboende danskere, som tilfældigvis var på ferie eller arbejdsrejse, da FAE lukkede grænserne og afskar jeres hjemrejse. Resultatet er, at familier er strandet i udlandet eller er blevet splittet, og at nogle af jer frygter for jeres job. I er ikke glemt. Men vi må desværre konstatere, at FAE ikke været gode til at informere om, hvordan I skal forholde jer og heller ikke har sagt noget om, hvornår I kan regne med at vende tilbage hertil. Her presser EU-landene samlet på for en afklaring. Og ikke kun EU-landene, men også flere andre lande, fordi så mange udlændinge har valgt at lægge deres liv her i FAE. Og vi vil blive ved med at presse på, indtil der kommer tilfredsstillende svar.

Mange lande blev fanget på det forkerte ben på vej ind i krisen. Det gør det endnu vigtigere, at vi kommer rigtigt ud af den. Jeg arbejder derfor målrettet sammen med EU-landene og andre kollegaer på, at FAE allerede nu begynder at se fremad. Her har den danske udenrigsminister rakt direkte ud til sin emiratiske kollega for at opfordre til, at FAE så hurtigt som muligt og forsvarligt begynder at flyve igen, så FAE og omverdenen kan se frem mod en begyndende økonomisk normalisering.

Det er ikke nogen nem beslutning for FAE at tage. Og jeg er ikke optimistisk omkring mulighederne for, at vi vil se lufthavnene genåbne og rutefly på vingerne inden for de næste par uger. Tværtimod tyder FAE’s strategi på, at der godt kan gå mange uger endnu.

Heldigvis har FAE’s sundhedssystem indtil videre kunnet klare presset fra Corona-patienter. Og mens der ikke findes nogen kur, kan man lige nu få symptombehandling på et absolut tilfredsstillende niveau, hvis man bliver syg. Befolkningsmæssigt og geografisk har FAE samtidig nogle fordele, når det gælder kampen mod Coronasmitte. Befolkningen er forholdsvis ung, og varme, tørke og sol gør det generelt sværere for virus at overleve. Det betyder dog ikke, at man kan tage let på smittefaren. Det er helt afgørende, at vi alle overholder de lokale råd og anvisninger, hvis vi skal smitten til livs uden at vi alle er syge på en og samme gang.

Vi er her for jer. Ambassaden og Generalkonsulatet arbejder videre for at bistå alle danskere i FAE, fastboende såvel som rejsende, for at vi alle kan komme ud af krisen hurtigst muligt.

Men husk også, at I er der for hinanden. For jeres nærmeste, vennerne, naboerne og arbejds-kollegaerne. I er en kæmpe ressource i en svær tid. Støt og bak op omkring hinanden. Og husk at række ud, når det er svært, og I har brug for hjælp. Vi glæder os på Ambassaden og Generalkonsulatet over de mange stærke netværk, der står sammen i denne tid; virtuelle grupper, skoleklasser, arbejdsfællesskaber og mange andre. For alle jer, der savner et eget netværk, eller som føler, at I har overskud og ressourcer til at hjælpe andre, har Udenrigsministeriet oprettet en særlig Facebookgruppe, hvor man kan finde sammen om stort og småt: ”Danskere Globalt – Sammen Mod Corona”. Over 13.000 danskere er med.

For det er måske noget af det fineste, vi kan som danskere; At stå sammen og hjælpe hinanden på tværs. Også når det er svært.

Pas på jer selv og hinanden!

Med bedste hilsener,

Franz-Michael S. Mellbin
Ambassadør


Kontakt

Det Danske Generalkonsulat og Handelsafdeling

Umm Suqueim 2,
Al Thanya rd, Al Beteel Street,
Villa 208, P.O. Box 2988
Dubai

Tel. (+971) 4 52 68 700 
Fax (+971) 4 348 0899
E-mail: dxbgkl@um.dk