Spring til indhold

Information vedr. tilbagerejse til FAE 

Vigtig information til danskere der planlægger at rejse ud af FAE 

Generalkonsulatet i Dubai og Ambassaden i Abu Dhabi har i dag deltaget i en kort briefing afholdt af FAEs Udenrigsministerium (MoFA). Indtil videre har 31.000 personer med opholdstilladelse fået godkendt deres tilladelse om at rejse tilbage, og 200.000 er fortsat strandet i udlandet.

På briefingen blev vi gjort opmærksomme på, at UAE vil give prioritet til udstedelse af tilladelser til udenlandske statsborgere med opholdstilladelse i FAE, som er strandede i udlandet grundet COVID-19. Dette gælder særligt i de tilfælde, hvor der er et humanitært formål, eksempelvis familier der er blevet adskilt.

MoFA tilkendegav ligeledes, at der ikke kan gives nogle garantier for, hvornår FAE kan behandle sager vedrørende personer med opholdstilladelse, der pt. befinder sig i FAE, og som ønsker at rejse ud af landet for at returnere på et senere tidspunkt.

Da vi er bekendt med, at mange danskere overvejer at tage på ferie i Danmark, bør I være yderst opmærksomme på de utilsigtede konsekvenser, der kan være forbundet med at forlade FAE på nuværende tidspunkt og især for risikoen for at strande uden for FAE. Generalkonsulatet i Dubai eller Ambassaden i Abu Dhabi vil i disse tilfælde ikke have mulighed for at assistere ved tilbagerejse til FAE.

 

Kontakt

Det Danske Generalkonsulat og Handelsafdeling

Umm Suqueim 2,
Al Thanya rd, Al Beteel Street,
Villa 208, P.O. Box 2988
Dubai

Tel. (+971) 4 52 68 700 
Fax (+971) 4 348 0899
E-mail: dxbgkl@um.dk