Gå til indhold

Udlandsdanskeres valgret & Folketingsvalg 

Når du er bosat i udlandet og frameldt folkeregisteret, kan du normalt ikke optages på valglisten og kan derfor ikke deltage i valg i Danmark. Det er kun, hvis du tilhører en af de særlige persongrupper, der uanset udlandsopholdet anses for at have bevaret fast bopæl i kongeriget Danmark i valgmæssig henseende.

Hvis du opholder dig i udlandet og derfor er forhindret i at stemme i Danmark på valgdagen, kan du i stedet brevstemme på enhver dansk ambassade eller konsulat i udlandet. Det er dog en betingelse, at du er optaget på valglisten.
Hvis du er flyttet til udlandet og i forbindelse hermed har frameldt dig folkeregisteret, kan du kun optages på valglisten og deltage i valg i Danmark, hvis du tilhører en af de følgende persongrupper, der uanset udlandsopholdet anses for at have bevaret fast bopæl i riget i valgmæssig henseende.

Optagelse på valglisten med bopæl i udlandet 
Det kan for det første personer, der opholder sig i udlandet og som agter at vende tilbage til riget inden for 2 år efter udrejsen.

Det kan endvidere følgende persongrupper:
Personer der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget
Personer der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet som ansat af en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening
Personer der opholder sig i udlandet som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem
Personer der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet af en dansk hjælpeorganisation
Personer der opholder sig i udlandet i uddannelsesøjemed
Personer der opholder sig i udlandet af helbredsmæssige grunde
Personer der opholder sig i udlandet, og som i henseende til tilknytningen til riget må sidestilles med ovennævnte personer.

Herudover kan ægtefæller, registrerede partnere og faste samlevere til de nævnte personer også bevare deres valgret på samme vilkår.
Udlandsdanskere, der lever op til et af disse krav, kan søge om at komme på valglisten ved at sende en ansøgning til den danske kommune, de sidst har boet i.

Indenrigsministeriets hjemmeside kan du læse mere om udlandsdanskere valgret.