Historie

Præsident

Landets tredje og nuværende præsident er H. H. Sheikh Mohamed bin Zayed bin Sultan Al Nahyan (f. 1961), der også går under betegnelsen MBZ. Han overtog embedet efter sin halvbror, H. H. Sheikh Khalifa bin Zayed al-Nahyan (1948-2022), ved dennes bortgang i maj 2022. Halvbrødrene er begge sønner af landets første præsident, H. H. Sheikh Zayed bin Sultan al-Nahyan (1918-2004), der havde været landets overhoved siden dannelsen af FAE i december 1971.

Efter Sheikh Zayeds død stod det klart, at emiratet Abu Dhabis hersker skulle videreføre lederskabet over hele føderationen. Abu Dhabi udgør således både den økonomiske og politiske sværvægter blandt de syv emirater. Da FAEs foreløbige konstitution efter fælles beslutning blev gjort permanent, blev byen Abu Dhabi i 1996 gjort til landets hovedstad. Hovedreglen har, indtil videre, været, at Abu Dhabis hersker besidder præsidentposten mens Dubais hersker holder premierministerembeddet.

 

Antik historie

Danske arkæologer har gennem deres udgravninger ydet et centralt bidrag til afdækningen af UAE’s og de øvrige Golfstaters rige fortid. Udgravninger omkring Hilli og den nærliggende oase-by al-Ain tyder på, at der i dette område så tidligt som ca. 3000 år f.Kr. eksisterede et stabilt og relativt højtudviklet samfund af agerbrugere. På omtrent samme tid, ca. 3000 år f.Kr., opstod et fisker- og handelssamfund, Umm an-Nar, i området omkring det, der nu er Abu Dhabi. Omkring år 1000 f.Kr. skabtes i området omkring al-Ain , takket være et sindrigt og avanceret system af brønde og underjordiske kanaler, en meget betydelig landbrugsproduktion.

I bronzealderen importerede Mesopotamien hovedparten af sit kobber fra det nuværende UAE. Produktionen vurderes at have været ganske omfattende: I blot ét bjergområde findes ca. 100.000 tons slagger fra minebrydningsaktiviteter.

Med Alexander den Stores erobring af Persien i år 326 f.Kr. introduceredes middelhavscivilisationen for første gang i Den Persiske Golf. Samtidig skete der en voldsom udvidelse af Grækenlands og senere Roms handel med Kina og Indien. Omkring Kristi fødsel og i de første århundreder derefter forværredes klimaet i området, og befolkningen ernærede sig som følge deraf primært qua de forskellige handels- og karavaneruter, der gik igennem området. Den omfattende trafik medførte en ny økonomisk opblomstringsperiode. Arkæologer har i Umm al-Quwain-emiratet fundet resterne af en by, der i denne periode strakte sig ca. to km langs Den Persiske Golf.
 
I år 632 fuldbyrdedes den islamiske erobring af den arabiske halvø. Ved et slag i Dibba i den nordlige del af Fujairah-emiratet tabte den sidste hedenske stamme. En gravplads med ca. 10.000 grave vidner om dette slag. Siden slaget ved Dibba har emiraterne tilhørt den islamiske kulturkreds.

I middelalderen regeredes området af kongeriget Hormuz, der kontrollerede indsejlingen til og det meste af sejladsen i Den Persiske Golf. I 1498 kom portugiserne til, og den kendte opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, har beskrevet steder som Khor Fakkan, Dibba og Ras al-Khaimah. Portugiserne etablerede en række forter og forsøgte at opkræve told fra forbipasserende handelsskibe. I midten af det 17. århundrede havde portugiserne mistet kontrollen med området, især på grund af stammeangreb fra landsiden og angreb fra hollandske og britiske skibe.

 

Moderne historie

I det 18. århundrede blev briterne den dominerende sømagt i regionen. Samtidig domineredes indlandet i det nuværende UAE af to stammesammenslutninger, Qasimi og Bani Yas. Efterkommere fra disse to stammer regerer i dag i fire af de syv emirater. Den søfarende stamme, Qasimi, der primært holdt til i Ras al-Khaimah, udviklede i denne periode et stærkt modsætningsforhold til briterne, ikke mindst fordi briterne havde indgået en samarbejds- og beskyttelsestraktat med deres værste fjender, al-Busaid-stammen i det nuværende Oman. Der opstod mange sammenstød, og situationen kom efterhånden til at udgøre en trussel mod det britiske østindiske kompagnis trafik til og fra Indien. I årene 1805, 1809 og 1811 drog briterne på togt mod al-Qasimi-stammen uden de store resultater, men i 1820 lykkedes det at besejre al-Qasimi-stammen fuldstændigt. Briterne placerede herefter en fast garnison på stedet.

I løbet af 1800-tallet indgik briterne en række stadigt mere omfattende traktater med de arabiske stammer, og i 1892 fik de enkelte sheikhdømmer hver for sig formel status af britisk protektorat. Bani Yas-stammen blev efterhånden dominerende. Som nævnt, regerer efterkommere fra denne stamme i dag i de to førende emirater, Abu Dhabi og Dubai.
    
Storbritannien fik primært ansvaret for forsvar og den ydre sikkerhed. Herudover blandede briterne sig ikke meget i de indre anliggender og undlod således at spille kolonimagtens traditionelle rolle. I 1839 påbød briterne dog de lokale sheikher at forbyde al slavehandel, og senere, da de indbyrdes stridigheder mellem stammerne blev for belastende, overtog briterne i 1853 ligeledes ansvaret for mægling mellem stammerne. Slavehandelen fortsatte i begrænset omfang helt frem til 1950'erne.  

Den britiske tilstedeværelse i tiden omkring 1. verdenskrig var medvirkende til, at emiraterne ikke blev indlemmet i det Saudi Arabien, der i disse år blev samlet af Abdul Aziz Ibn Abdur Rahman al-Faisal al-Saud (Ibn Saud). Håbet om, at der var olie i området, tilskyndede samtidig briterne til at spille en mere aktiv indenrigspolitisk rolle: Tildeling af oliekoncessioner nødvendiggjorde, at det blev fastslået, hvilke områder de enkelte sheikher besad. Dette gav anledning til stor diplomatisk aktivitet.

 

Senmoderne historie

Oliefundene ændrede det tidligere så fattige Abu Dhabi til i dag at være det rigeste emirat. Olieforekomsterne i emiratet viste sig at være enorme, og de vurderes i dag at være blandt de største i verden. Fundene blev imidlertid gjort meget sent, og først i 1962 påbegyndtes en egentlig eksport. Samtidig profilerede Dubai sig mere og mere som regionens kommercielle kraftcenter.

I 1951 etablerede briterne et overordnet råd, The Trucial States Council, hvori de forskellige emiraters ledere havde sæde. Rådet blev en direkte forløber for UAE’s nuværende øverste myndighed, The Supreme Council.
 
I 1968 meddelte briterne, at de i 1971 ville forlade Golfen og helt trække sig ud af området. Dette blev startskuddet til de vanskelige forhandlinger, der førte til UAEs statsdannelse d. 2. december 1971. De oprindelige britiske planer om at samle det nuværende UAE, Bahrain og Qatar i én stat viste sig ikke at være gennemførlige. Bahrain og Qatar valgte at stå uden for føderationen. Godt en måned senere, d. 10. januar 1972, blev det sidste af de syv emirater, Ras Al Khaimah, også indlemmet i føderationen. De Forenede Arabiske Emirater var nu en realitet. 

De seneste 40-50 år har særligt Dubai, og i mindre grad Abu Dhabi, oplevet en stor fremgang – specielt indenfor turisme og handel. Dubai slår sig i disse år på at være et moderne handelscentrum i Mellemøsten og tiltrækker langt størstedelen af landets boomende turisme. Det skyldes især byens moderne og futuriske udtryk, der inkluderer megaprojekter som Burj Khalifa (verdens højeste bygning), Palm Jumeirah, Dubai Frame, Museum of the Future og mange andre.